Nyhedsbrev – juni 2013

Selvom vi har travlt, er det en sand fornøjelse at afholde bestyrelsesmøder. Hver eneste bestyrelsesmedlem samt suppleanter har mange gøremål og alle går til den med krum hals og med godt humør.

Første kommende arrangement er Sct. Hans aften ved K 2 – se opslag på hjemmesiden.
Jeg håber at mange af vore medlemmer med familie, naboer og venner møder op for at gøre denne gamle tradition til en hyggelig aften. Som vanligt vil vi afholde fællessang og båltale, medbring gerne et musikinstrument. Der vil være salg af pølser og drikkevarer.
Aktivitetsudvalget vil præsentere flere arrangementer i løbet af året, som bliver præsenteret på hjemmesiden.

PR- og sponsorudvalget arbejder på højtryk for at få det elektroniske nyhedsblad op at stå. Nyhedsbladet udkommer 4 gange årligt. Udvalget arbejder med at udfærdige materiale, breve til sponsor indsamling til bl.a. fiskekonkurrencen, der kommer sidst på sæsonen. Vi forventer større sponsor indtægter og præmier end tidligere, hvilket er et nødvendigt onde af hensyn til vores økonomi.
Desuden arbejder bestyrelsen på, at gennemgå regnskabet for at finde besparelser, som er tiltrængt og fornuftigt.

Bestyrelsen har vedtaget at Kuskebro bliver revet ned fordi den er rådden og faldefærdig og må derfor ikke mere benyttes.
Bestyrelsen har dog vedtaget at opføre en ny ca. 20 meter nedstrøms, hvor åen er lidt smallere og bunden er mere fast på landjorden, hvor pælene skal graves ned. Der må ikke graves pæle i bunden af åen.Vi afventer blot en godkendelse fra kommunen, som er en formsag. Vi er blevet gjort bekendt med reglerne for at få projektet godkendt.
Det bliver en forholdsvis høj bro så elfiskerne kan sejle under den.
Morten Isaksen har heldigvis nogle kollegaer/ildsjæle fra bestyrelsen til at hjælpe sig, men kan sagtens bruge flere – Så kære medlemmer meld jer gerne på banen med jeres hjælp evt. med gravemaskine.

Hjemmesiden er blevet godt besøgt.
Webadministrator/hjemmesidebestyrer, Dennis Sørensen modtager gerne indlæg fra medlemmerne og gerne fotos med fangst.
Vi må ikke glemme, at det er ikke bestyrelsens hjemmeside, men medlemmernes hjemmeside. Så hjælp os med at profilere Ribe Sportsfiskerforening, som er vigtigt for at vi fortsat har mange medlemmer og for at skaffe sponsorer, hvilket vi er afhængig af med hensyn til økonomien. Og så er det jo også lidt sjovere at have med at gøre.

Lodsejer arbejdet kører fint fremad, der er meget at gøre endnu. Bestyrelsen arbejder på en bedre og mere overskuelig planlægning for årene frem.
Der arbejdes med mange andre gode og spændende tiltag fra de forskellige udvalg, som vi løbende vil berette om, men som fortalt blev Rom ikke bygget på en gang.
Vi tager den tid der skal til og er glade for arbejdsroen og medlemmernes interesse.
Jeg er sikker på, at når året er omme, er der sket mange positive ting for vores medlemmer i RSF.

Det er mit håb, at vejrguderne vil smile til os, med regn og godt fiskevejr i Juni måned, så vi kan nyde fotos og fortællinger af jeres flotte fangster og dejlige naturoplevelser på hjemmesiden.

God sommer, knæk og bræk

Asger Brodde
Formand, RSF

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *