Laks til Bjarne Rasmussen

IMG_20160721_223232

Midt i Juli fangede Bjarne Rasmussen denne flotte laks! Han fortæller:

Lige en lille forsinket beretning og billede af min laks der blev fanget på ”Gels Å Sammenslutningen af 1976” fiskevand den 18. juli, som samtidigt lukkede den store kvote for Laks for dette stykke fiskevand. Jeg fangede laksen på en meget gammel ”ADAM” spinner opstrøms Kastrupvej ved Arnum, vest for Gelstoft. 

Der var kamp til stregen for mit vedkommende, græs og brændenælder stod højt og åen er ret smal på dette stykke. Men efter et par gode seje udløb, hvor bremsen på hjulet måtte justeres et par gange fordi den bl.a. ville ind under et par buske, hvor den helt sikkert skræmte en anden fisk af rimelig størrelse. Men til sidst lykkedes det at få den udtrættet, jeg havde forinden bemærket at der ikke langt fra broen var en rimelig åbning i siv og brændenælder. Så jeg besluttede mig, nu skulle den forsøges nettet lige netop der. (Har tabt 3 andre gode havørreder lige før de skulle ind over net rammen, bare fordi man slækker lidt på linen eller fisken ruller).

Med en rimelig høj puls fik jeg dog nettet foldet ud og presset godt ned i vandet. Til sidst lykkedes det efter et par forsøg at få laksen trukket hen over nettet og jeg skal love for at den blev noget vild og føltes tung – men op på land i sikkerhed kom den. Jeg må indrømme at benene rystede på en glad lystfisker, da laksen var sikker på land.

Laksen målte 82 cm og vejede 6 kg.

Knæk og bræk til alle I andre.
Bjarne Rasmussen, Gram

Comments are closed.